|
Kære Christine! Kr. Himmelfartsdag for 13 år
siden holdt vi også fest for dig. Dengang var det dåbsfest, og dengang
lod du også din stemme høre i kirken, for du sang stille med, når
orglet istemte en salme og lød lidt mere utilfreds, da du fik vand i
hovedet.
I dag bekræftede du selv det, vi voksne sagde for dig for 13 år siden,
nemlig din dåb, og som var det forudbestemt sker dette også på Kr.
Himmelfartsdag.
Vi hører ikke til de familier, som ligefrem slider kirkebænkene tynde,
selvom der i hvert fald løbende betales entre for to af os, men det
betyder ikke, at det kristne budskab er os fremmed. Og for dit
vedkommende er der i hvert fald ingen tvivl om, at du mente, hvad du
sagde i kirken i dag. Det har du demonstreret de gange i vinterens løb,
hvor din konfirmationsforberedelse har inspireret til samtaler hjemme på
Fjorddalsvej.
Da jeg forberedte denne tale, havde jeg svært ved at fatte, at det i
dag er 13 år og 4 måneder siden, jeg stod på fødegangen i Holbæk
med en knirkende, vrælende, nyfødt pige i favnen – og der stod jeg
med øjne, der flakkede rundt i lokalet for at finde et eller andet, der
kunne lukke munden på dig.
Mor og jeg havde købt alt til faget hørende – men vi havde glemt at
købe en sut. Vi var vist ikke de første, for pludselig stod en
sygeplejerske ved siden af med det lille lyddæmpende redskab i hånden.
Der skulle gå 2½ år før du lagde den fra dig.
Det var ellers startet så godt. Du blev født ved
kejsersnit 9.49, mens mor sov. Det gør hun stadig gerne på det
tidspunkt, hvis hun har mulighed for det. Allerede dengang blev jeg
holdt uden for det, du og mor havde sammen, så jeg måtte pænt vente
udenfor på fødegangen. Endelig ankom du i en lille kasse på hjul
akkompagneret af knirkende og sireneagtige lyde. Lydene kom fra dig, men
det ænsede jeg næppe, for i kassen lå den dejligste, lyserøde skønhed
indsmurt fra top til tå i et tykt lag fosterfedt. Det var kærlighed
ved første blik – mit altså, for dine øjne var arrigt sammenknebne.
Mens du endnu lå inde i mors mave, havde vi tit sunget ”Jeg ved en lærkerede”
– mor hele vejen i bilen fra Kalundborg til Vig. Og nu skulle prøven
stås. Så jeg bøjede mig ned over dig og sang ”Jeg ved en lærkerede”.
Du blev helt stum, åbnede øjnene og i et kort sekund kiggede vi
intenst på hinanden. Så forsatte sirenen - formodentlig fordi du nu
havde fået sat ansigt på en af stemmerne!
Mor og jeg havde
besluttet, at vi skulle dele barselsorloven. Den blev forlænget for mit
vedkommende ved at jeg tog orlov fra mit arbejde og til sidst tog min
afsked. Derfor var jeg så heldig at blive hjemmegående husfar med alle
de glæder og sorger det førte med sig. Lidt penge måtte jeg dog hente
hjem til husholdningen, men så trådte din mormor eller farmor
beredvilligt til og overtog bleskiftning mm., indtil mor kom hjem.
På trods af al den omsorg, du fik, var du ikke altid lige
taknemmelig. Jeg husker endnu den dag, hvor du sad på køkkenbordet i
din lille stol, mens jeg gjorde din mad klar. Da den første skefuld nærmede
sig din mund, kiggede du olmt på mig, trak højre arm tilbage, og
knaldede mig en lussing, som ville have sendt mig til tælling, hvis der
havde været blot et par års mere vægt bag. Dine øjne lyste
triumferende indtil jeg prompte gav igen af samme skuffe – om end med
mindre kraft min vægt taget i betragtning. Den dag fandt du ud af, hvad
det vil sige at slå – og at det gør ondt. Så det har vi ikke gjort
siden – i hvert fald ikke i alvor.
Du
har været og er meget lærenem – selvom du kan være lang tid om at
fatte, når du har lært.
Du gik tidligt, men insisterede på hele tiden at have fat i et
eller andet. Og hvis støtten ophørte, satte du dig ned. Men ”Peder Pårs”
fik dig på andre tanker.
En dag i januar 1990 sejlede den majestætisk ud af fjorden. Du lå på
gulvet og legede, men da jeg fortalte, at færgen var på vej, ville du
se den. Jeg stillede dig op på sofabordet ved vinduet – men fjernest
fra dette og holdt godt fast. Men du ville over til vinduet. Så slap
jeg, hvorefter du gik de to meter hen til ruden. Jeg tog dig og stillede
dig igen fjernest fra vinduet, men stædigt gik du ud af grebet og hen
til ruden. Det gentog sig nogle gange, indtil du bemærkede, at du gik
selv. Så satte du dig ned.
Du må dog have overvejet situationen, for da mor kom hjem om aftenen,
gik du uden støtte rundt i stuen.
Din stædighed gav dig dog også problemer. Du blev
normalt lagt til at sove en middagssøvn, men en dag mor var hjemme og
jeg på arbejde et eller andet sted, kostede din stædighed en brækket
arm. Du var 2 år og din tremmeseng så høj, at du altid skulle løftes
ud af den.
Den dag ville du ikke sove. Og mor blev tosset og insisterede. Til sidst
lod hun dig skrige – for så faldt du vel til sidst i søvn af
udmattelse. Men på et tidspunkt blev skrigeriet ikke svagere. Det kom
til gengæld nærmere, indtil en meget vred og ulykkelig Christine stod
ved siden af sin mor. For når det nu ikke ku’ være anderledes, så
ku’ man da selv stå ud af sengen – selvom man slog højre håndled.
Da den ligeså stædige far kom hjem, insisterede han på, at barnet
skulle vise, om hun kunne bevæge fingrene og hånden. Det kunne hun,
men det gjorde ondt. Den tilkaldte læge og derefter skadestuen kunne
konstatere, at håndleddet var brækket. Så din stædighed kostede dig
en måned med gips på armen.
Også det må du have lært af, for du har ikke brækket noget siden.
Mange ting lærte
du ”the hard way” – ikke fordi vi ville det sådan, men fordi, du
insisterede. F.eks. den dag, hvor du lærte noget om vægtbalance og
jordens tiltrækningskraft.
Solen skinnede, vi sad alle tre på terrassen. Du under den
beskyttende parasol i din barnevogn tøjret i selen, som skulle
forhindre dig i at stå ud. Sådan havde du havde siddet så tit. Så
gik mor, måske for at sætte en vask over. Så gik jeg, måske for at
lave kaffe. Og så kom lyden af noget, der væltede, og noget der vrælede.
Ud røg vi begge, og der lå barnevognen. Ikke på siden, men … Måske
havde du et ønske om at køre barnevognen selv. For du lå med begge hænder
krampagtigt fat i håndtaget, der nu støttede sig mod fliserne, mens
det bagerste sæt hjul lystigt snurrede 1 meters penge over jorden.
Ovenpå dig lå dyner, puder og tæpper draperet omkring en fast udspændt
sele, der forhindrede dig i at nå jorden og fuldende det frie fald.
Som eksemplerne viser, var du allerede på et tidligt tidspunkt parat
til at handle selvstændigt – om end din dømmekraft endnu var
placeret på et sidespor.
Du er stædig og selvstændig, men du vil også
gerne være perfekt, før du viser, hvad du kan.
Sådan var det, da du endelig slap møblerne og begyndte at gå. Og sådan
var det, da du endelig cyklede på to hjul.
Kan du huske det? På cykel med støttehjul ud ad Værslevstien!
Ikke ti vilde heste kunne få dig til at indse, at støttehjulet var unødvendigt.
Men det kunne et halvt hundrede guldsmede.
Det var et syn for guder. Mor kørte forrest, så kom du på dit støtteben
og til sidst jeg. Pludselig blev du opmærksom på noget svirrende i
luften.
”Hvad er det?” spurgte du.
”Massevis af guldsmede!” svarede jeg.
Det næste man så, var en lille pige, der med piskende fødder på
pedalerne, vildt skrigende ”Væk mor, væk”, og på to hjul i
rivende fart overhalede alt og alle – og først og fremmest et halvt
hundrede guldsmede – og forsvandt i det fjerne. Da vi kom hjem var du
indforstået med at fjerne støttehjulet.
Dette ønske om at være perfekt følger dig
stadig. Så sent som sidste år i sommerferien hørte vi om din
usikkerhed ved den nye skole. Kan jeg nu følge med? De har sikkert lært
meget mere end mig? Osv. Men endnu en gang måtte du konstatere, at når
du beslutter dig for, at noget skal lykkes, ja så – først stikker du
forsigtigt fingeren i jorden og drager dine erfaringer. Derefter går
det forrygende.
Du tænker før du handler! Også det er en værdifuld egenskab at have
med sig videre frem i livet.
Du er en person med mange interesser og evner. Du vil være geolog,
forsker, designer, danser og ind imellem en helt masse andet. Både din
kreative og din tænksomme hjernehalvdel er veludviklet.
Lige meget, hvad du vælger at beskæftige dig med, kan du dog regne med
dine forældres støtte. Valget er dit. Men det er også nok bedst på
den måde, for vi er jo ikke helt normale.
Ja sådan beskrev du os på forhånd for dine lærere, så de var
advaret før den første forældrekonsultation på Gørlev Skole.
Men selv om vi altså ikke er helt normale, kan vi
jo godt bekymre os over det, der venter vores datter, nu hvor du i
stadig højere grad skal til at bevæge dig på egne ben ud i verden.
”Stoler I ikke på mig?” spørger du tit, når vi ser sigende på
dig efter massemedierne servering af endnu en rædselshistorie om de
stygge ulve, som lurer på ungdommen. Jo vi stoler på dig. Vi ved, at
du efterhånden har udviklet en god dømmekraft, som du vil bruge, når
du bevæger dig ud i verden. Det må du ikke tvivle på, selvom vi nu og
da kan virke lidt vel pylrende. Og tro mig: det bliver kun værre! Og
det har selvfølgelig noget at gøre med, hvor meget, du betyder for os.
Når du ved, hvor meget mor elsker sol, så bør du tænke på, at hun
altid har kaldt dig sit livs solskinsvejr.
Når du ved, hvor meget jeg elsker stormvejr, bør du heller ikke tvivle
på, hvor meget jeg holder af dig.
Kære Christine, tillykke, og tak fordi du blev en del af mors og mit
liv! |